Er du førtidspensionist med et følsomt sind, og har du lyst til at vende tilbage til arbejdsmarkedet? Så tøv ikke med at rette henvendelse.
Hvem kan henvende sig?
Alle, som er tilkendt en førtidspension, og som har - eller har haft - en psykisk sygdom, der har forhindret dem i at holde eller bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, men som har et håb om at kunne komme tilbage i arbejde, er velkomne.
Uanset hvad dine beskæftigelsesmæssige forudsætninger og kompetencer er, så er der hjælp at hente hos Jobbanken.
Vores tilbud er fire-strenget
Vi har erfaringen og det praktiske overskud til at hjælpe dig i gang. I vores firestrengede forløb tilbyder vi:
- Job og vejledning: Du tilknyttes en fast vejleder, som sammen med dig forsøger at finde din nye arbejdsplads. Du har mulighed for hjælp og sparring til at skrive ansøgninger og CV og vejledning i hvad det betyder for din økonomi, at du begynder at tjene penge.
- Uddannelse: Som medlem har du mulighed for at følge vores uddannelser og kurser. Vi kan evt. også hjælpe dig til at søge ind på andre uddannelser.
- Idræt og sundhed: Som et led i forløbet tilbyder vi en bred vifte af idrætsaktiviteter, som spænder lige fra mountainbiking over badminton til fitness. Alle aktiviteter foregår under kyndig instruktion fra uddannede instruktører.
- Netværksaktiviteter: I vores udviklingsforløb har vi fokus på at udbygge dit personlige netværk. Vi afholder derfor en række sociale arrangementer, udflugter og studieture som et led i forløbet. Vi har blandt andet arrangeret ture til Folketinget og Bruxelles.