Ny idrætsmedarbejder i København vil have flere i bevægelse

9. maj 2019

Ny idrætsmedarbejder til Jobbanken i København

Vi siger velkommen til Anette Holm Thorup, som er ny idrætsmedarbejder i København. Anette er 27 og har altid haft en stor interesse for idræt. Hun har dyrket masser af sport og gået til fodbold i mange år, før hun valgte at følge sin interesse og læse idræt på universitetet.

Her fandt Anette ud af, at uddannelsen var en perfekt kombination af både praktisk erfaring og en teoretisk tilgang til krop og idræt. Studiet var en mulighed for at udforske en masse forskellige sportsgrene og på samme tid lære, hvordan kroppen fungerer, og især hvordan vores krop forandrer og udvikler sig, når vi træner og bruger den til bevægelse.

I tiden efter sin uddannelse har Anette blandt andet forsket i diabetes og arbejdet med indsatser for overvægtige børn. Senest har hun været aktivitetsmedarbejder på et botilbud, hvor målet var at få flere i bevægelse.

Anette mener, at en god oplevelse med sport og idræt afhænger af, at man er aktiv, fordi man har lyst, og ikke fordi man bliver presset. Derfor fokuserer hun på at inddrage deltagerne og finde ud af, hvad alle hver især kan, og hvad de gerne vil. Helt enkelt er det et spørgsmål om at skabe tryghed, og det betyder for Anette at have en god kommunikation og finde ud af, hvad der sætter folk i gang. Nogle drømmer måske om at kunne løbe 5 kilometer, mens målet for andre kan være at høre til på et hold. Og nøglen til succes er at vide, hvad der motiverer hver enkelt.

Anette kender fra fodbold og anden holdsport til betydningen af det fællesskab, man oplever, når man er en del af et hold. Man er sammen før og efter en aktivitet, og man er sammen i kampens hede, hvor alle deltager med noget særligt, og de forskellige styrker tilsammen bliver noget godt. Og netop det er helt centralt for Anettes arbejde i Jobbanken, fordi vi arbejder med muligheder frem for begrænsninger.

Muligheden for at få hjælp i Jobbanken og deltage i idræt på sine egne vilkår er nemlig en chance for at være med i gode fællesskaber ligesom alle andre i samfundet, og Anette drømmer lidt om, at nogle af aktiviteterne på længere sigt kommer til at køre helt af sig selv, fordi deltagerne er glade for det og simpelthen bare bliver ved og ved og ved…

Du kan også være med til idræt, og på Jobbankens hjemmeside kan du få et overblik over vores tilbud. Og hvis du vil høre mere eller bare sige hej til Anette, kan du møde hende på Jobbankens kontor i Nyhavn 4, ringe på 32223064 eller sende en mail til aht@job-banken.nu.

 

Jeg var fri igen. Jeg kunne mere (...). Jeg har følt mig holdt nede i mange år. Nu kan jeg snakke med folk om mit nye liv. Jeg kan faktisk meget mere. Det har betydet, at jeg har fået håb Jobkunde Telefoninterviewer