Hvor er du ansat, og hvor længe har du været der?
Jeg arbejder som værkstedsassistent hos Tømrermester Christen Thaysen og har været ansat i 10 år
Hvordan ser en arbejdsdag ud for dig?
Jeg møder kl. 8.00. Vi starter med en kop kaffe og snakker om dagens opgaver. Jeg arbejder sammen med arbejdsgiverens far, og han sørger for, at der er passende med opgaver og pauser i løbet af arbejdsdagen.
Vi holder orden og rydder op på værkstedet, arbejder med renovering og transporterer materiale frem og tilbage til vores kolleger.
Hvilke arbejdsopgaver kan du bedst lide?
Jeg kan godt lide at være med til renovering af lejligheder. Det er typisk opgaver som at skifte vandhaner, isolere, sætte træ op, nedbrydning og malearbejde. Jeg kan godt lide, at opgaverne er varierede.
Derudover er jeg glad for at holde orden på værkstedet. Dvs. at rydde op, feje, sortere og sætte varer på plads.
Nævn tre ting du er glad for ved din arbejdsplads?
- Det sociale – at få input
- Kollegerne – især kolleger der har udviklet sig til at blive til venskaber
- Fleksibel arbejdsplads mht. arbejdstider – og arbejdsindsats. Der er mulighed for at ringe og sige, at jeg har haft en øv-dag, vente med at komme på arbejde – evt. komme en time, hvis det er det jeg kan klare den dag.
Hvad betyder det for dig at arbejde?
Det at man kommer hjemmefra, giver et afbræk i hverdagen, og den sociale kontakt med andre betyder meget.
Hvis jeg ikke havde arbejdet, så ville mit liv være trist og uden indhold.