I Jobbanken markerer vi 2, 5 og 10 års fastansættelse i samme virksomhed ved en festlig jubilæumsbegivenhed ”Godt Gået!”. Vi hylder den store indsats og vilje, det kræver at fastholde et job for mange af vores førtidspensionister, der kæmper med psykisk sårbarhed. Vores jubilarer bidrager til væksten og velfærden i samfundet og viser vejen for andre psykisk sårbare. De er med til at sende et signal om, at alle har noget at bidrage med og vil forhåbentligt nedbryde de mange fejlagtige forestillinger, der er om psykisk sårbare førtidspensionister. Stærkt og stort tillykke!
Til arrangementet i vores afdeling i København havde folketingsmedlem Niels Flemming Hansen sendt en videohilsen, hvor han fint pointerer, at langtidsholdbare ansættelser er værdifulde og milepæle, der skal fejres.
I Herning havde vi besøg af byrådsmedlem Per Ørum, der på vegne af Herning Kommune gratulerede vores jubilarer og opfordrede til at skabe plads og rum på arbejdsmarkedet, så til alle - trods forskelligheder - kan bidrage til fællesskabet.
Tak til alle virksomheder der skaber inkluderende og rummelige arbejdspladser. I gør en kæmpe forskel - ikke blot for de psykisk sårbare, men også for pårørende og samfundet generelt.