CASE: Fra biokemi til genbrug

2. september 2024

Flemming Hos Tonergenbrug 1 Web

Flemming har netop fejret 2-års jubilæum hos virksomheden Tonergenbrug, hvor han efter mange år har fundet et job, som både giver selvtillid, arbejdsidentitet og en følelse af at være en værdifuld og effektiv medarbejder.

 

Jobjubilaren

Tonergenbrug har en helt særlig medarbejder, der nylig fejret sit 2-års jubilæum i virksomheden. Flemming sorterer og pakker de printerpatroner, som virksomheden indsamler fra mange store arbejdspladser og landets genbrugsstationer, inden den sælger produkterne videre. Flemming arbejder to dage om ugen, og dagene kan han selv passe ind efter familiens øvrige planer, når bare han lægger sit skema 1-2 måneder ad gangen. Han er glad for den fleksibilitet, han har aftalt med Tonergenbrug.

"Jeg arbejder fra ca. 8.30 til kl. 14 eller 15. Når jeg har sagt godmorgen til de andre, går jeg op til mit eget lager og sorteringsrum, hvor jeg har 5 stationer med i alt 80 forskellige kasser, som printerpatronerne skal sortes i. Jeg skifter mellem sådan 4-5 forskellige stationer, hvor jeg både kan sidde eller stå. Det giver mig forskellige arbejdsstillinger og variationer i opgaverne, som jeg selv kan tilrettelægge. Jeg har optimeret, hvordan kasserne er placeret, så arbejdsgangen er mest optimal og jeg får skånet mine håndled mest muligt", fortæller Flemming.

 

En lang vej

For Flemming har det været en lang vej at nå hertil. Undervejs har han bl.a. måttet vinke farvel et studie i biokemi og et job som laboratorieleder på Aarhus Universitet. Helbredsproblemer og til sidst to sygemeldinger med stress førte til en årelang periode på offentlige ydelser og til sidst til et ressourceforløb, som afdækkede neurologiske og kognitive udfordringer. Jeg troede, jeg godt kunne tage et arbejde, fortæller Flemming og fortsætter med at berette om 120 jobansøgninger, praktikker og jobfunktioner, som ikke fungerede for ham. Gennem et forløb hos Bo/Skole/Job blev Flemming klar over, at han er meget stressfølsom, lider af tankemylder og er meget letpåvirkelig af lyde og synsindtryk. Flemming fik en førtidspension. Faktisk havde han opgivet at arbejde, men en jobcentermedarbejder fortalte ham, at han kunne kontakte Jobbanken.

"Jobbanken hjalp mig til at komme ind på arbejdsmarkedet, og min personlige jobvejleder fik helt fra starten tilpasset mine arbejdsvilkår og skånehensyn, så de passede perfekt til både min arbejdsgiver og mig, siger Flemming og fortsætter: Jobbanken har et stort virksomhedsnetværk og deres samarbejde med virksomhederne får fastlagt og aftalt de helt konkrete arbejdsbetingelser og de individuelle skånehensyn, som er nødvendige for at få succes i jobbet. Samtidig kan jeg også rigtig godt lide, at man også kan få hjælp til arbejdsrelaterede spørgsmål, at man kan få lidt rådgivning, inden man skal tale med sin chef. Jeg har nogle skånehensyn, som godt kan være lidt flydende og derfor er det så vigtigt med vejledning og sparring til de problemer, jeg oplever. Jeg kan godt se, at jeg er der, hvor jeg er, fordi jeg har fået hjælp – fra mange sider", understreger Flemming.

 

Hovedtelefoner

Når Flemming er på arbejde, er hans hovedtelefoner et vigtigt værktøj. Den musik, han hører, hjælper ham med at fokusere på arbejdsopgaverne: "Ellers svirrer mine tanker rundt, så jeg får svært ved at fokusere på de vigtige detaljer, så fejl udgås", sukker Flemming.

I sit lokal med printerpatronerne får Flemming ro til at koncentrere sig, og han løser sine opgaver og giver en hånd med, hvor han kan se, der er brug for det. Det betyder også, at Flemming får brugt sig selv på en positiv måde, så han i større grad kan holde fri derhjemme og dermed være en bedre ægtefælle og far med mere overskud.

At være i arbejde betyder meget for Flemming. "Jeg får selvtillid og en arbejdsidentitet. Jeg vil gerne hjælpe til med at betale familiens regninger, min skat og dermed bidrage til velfærdssamfundet. Jeg føler mig som en værdifuld og effektiv medarbejder, der primært selv tilrettelægger arbejdet, så der er tid til pause, hvis jeg har brug for det", slutter Flemming med et smil.

 

Det kan mærkes på selvsikkerhed og selvværd. Jeg er blevet gladere og det kan omgangskredsen mærke Chanett Sekretær Chanett