Om Jobbanken

Jobbanken er en non-profit NGO under civilsamfundet med en vision om at integrere/reintegrere mennesker med psykisk sårbarhed på arbejdsmarkedet.

Jobbanken er ikke en ”bank” eller en database, hvor det er muligt at søge job. Vi tager derimod udgangspunkt i den konkrete førtidspensionist og vedkommendes jobønsker, hvorefter vi søger og skaber job på attraktive virksomheder. Det er med andre ord en individuel og personlig jobsøgningsproces, der foregår fælles og i samarbejde mellem førtidspensionisten, Jobbanken, virksomhederne og relevante faglige organisationer.

Jobbanken ønsker at skabe perspektivrige og værdiskabende arbejdspladser i samarbejde med virksomheder og mennesker med psykisk sårbarhed til gavn for begge parter. 

Grundstenen i Jobbankens succesfulde koncept er en respekt og anerkendelse af hver enkelte persons individuelle kompetencer. Vi fokuserer på de kompetencer, som kan give den enkelte et mere attraktivt liv gennem aktivitet i arbejdsmæssige sammenhænge, idræt og sociale netværk. Kernen er en helhedsorienteret, evidensbaseret tilgang til arbejdsmarkedsintegration, som medfører fremdrift og udvikling af individuelle kompetencer.